Clubs du coin: Teyran Bike34 | Flèche du Midi | V.C. St Mathieu de Tréviers | Team Sudvelo | A.C. Montagnac

26.05.2007 21:04:26
EricL

headPeu avant le BRM600, je reçois un email d'un Danois en vacances dans le coin qui voudrait venir faire le brevet avec nous. Bien sûr, ayant moi même 50% de sang danois, c'est avec beaucoup de plaisir que j'ai accueilli Hans Jorgen Binder, un randonneur Danois de l'Audax Club Danemark, au sein de notre groupe.

Je vous livre ci dessous son rapport qu'il m'a addressé ainsi que quelques photos.

 


Hans Jorgen Binder

Utiliser les relations internationales Audax

En tant que membre d'un club national Audax Randonneur, vous avez accès à une communauté internationale de gens qui ont la même passion que vous, et dans laquelle vous serez presque toujours bien accueilli si vous avez besoin d'aide pour pratiquer votre sport à l'étranger. Les opportunités vous tendent les bras, mais malheureusement, c'est beaucoup trop souvent que les gens n'osent pas les saisir et tenter leur chance.

Depuis quelques une de mes dernières saisons cyclistes, j'ai pris l'habitude de parcourir les brevets Audax Randonneurs pour couvrir une partie de mon entraînement annuel, à hauteur de 4000 kms. Ceci implique que je fasse au moins deux séries complètes de brevets plus un 1000 kms par saison. Pour moi, cette façon de s'entraîner est idéale, car tu le fais en compagnie de gens plaisants et il est facile d'accumuler beaucoup de kilomètres sans nécessairement avoir à le faire au moyens d'entraînements programmés en club, ou pire, tout seul.


En tant qu'organisateur des brevets qualificatifs Paris Brest Paris dans la région de Copenhague, j'ai eu beaucoup de mal cette année à gérer à la fois la vie professionnelle, l'organisation des brevets (ndlr: il faut savoir que pour les nuits où il n'est pas possible de trouver des points de contrôle ouverts, c'est Hans et son épouse qui se déplacent sur le parcours pour tamponner les cartes), mon entraînement, ma propre qualification pour PBP, et enfin ma vie privée.

Maillot Audax DanemarkMi-mai, ma femme et moi avions terminé de gérer la partie administrative des qualifications pour un bon nombre de cyclistes de Copenhague, sans impacter plus que ça nos travails. Mon propre entraînement, par contre, a souffert d'un manque de temps dû à l'organisation et l'encadrement des 4 brevets. Et aussi, je n'avais pas encore rempli mon objectif de faire le 600 deux fois. Le 1000 km est prévu pour juillet, donc c'est encore loin. Finalement, j'avais aussi promis à mon épouse que allions passer au moins une semaine à St Rémy de Provence fin mai.

Le premier des deux 600K qui manquaient à mon planning a été effectué le 16 mai tout seul sur un parcours au Danemark et en Suède, 3 jours avant la date officiellement prévue. Rien d'exceptionnel, à part beaucoup de pluie. Pour le second 600K, c'était plus compliqué, il y avait conflit avec la semaine de vacances à St Rémy. C'est alors que j'ai eu l'idée de chercher si un club Français près de St Rémy organisait un 600K pendant que je serais là bas.

Le calendrier Français Audax Randonneurs Mondiaux indiquait que le club AC Clapiers près de Montpellier (100 km de St Rémy) faisait un 600K le samedi 26 mai, départ à 3h00 du matin et indiquait le nom d'un contact : Gérald Razier. Moins de 24 heures après lui avoir envoyé un email, j'ai reçu une réponse. Elle ne venait pas de Gérald, mais d'une autre personne du club : Eric Lapuyade. Et en plus, la réponse commençait en Danois. En fait, par le plus grand des hasards, j'étais tombé sur un Français 50% Danois.

Le contact avec Eric a été établi une semaine avant que ma femme et moi ayons prévu de descendre à St Rémy, et juste avant que je fasse mon premier 600K au Danemark cette année. Pendant cette semaine, Eric m'a envoyé plein d'informations utiles et surtout m'a offert de me me joindre à leur groupe et d'effectuer le brevet avec eux, et de profiter de l'hotel où ils avaient prévu de passer la nuit. Enfin, ne connaissant pas mon niveau d'expérience, il m'a bien prévenu que le brevet serait difficile, avec au moins 5 ou 6000m de dénivellé, mais je l'assurais que ça irait, et qu'au pire je me débrouillerais seul pour les retrouver à l'hôtel le soir.

5 jours avant le brevet, nous avons rencontré Eric au point de départ et sommes allés boire une bonne bière bien fraiche. Cela nous a permis d'avoir plus de détails sur lui, sur le club et sur le brevet. Puis, nous sommes rentrés à St Rémy.

Le brevet de 600 kms

Un danois et demi

Comme je l'ai déjà dit, le brevet démarrait samedi à 3h00 du matin juste au bord de Montpellier. Environ 20 cyclistes étaient présents, parmi lesquels un Anglais et un Danois. Eric m'avait imprimé toute la carte du parcours, pour être sûr que si je me retrouvais seul, je puisse trouver mon chemin. "Juste au cas où...", me dit-il.

Pour le départ, nous avons traversé un certain nombre de banlieue de Montpellier. Je restais posté à l'avant près des cyclistes de Clapiers, car l'idée de me retrouver perdu dans cette banlieue dès le début ne me disait rien qui vaille. La route était très bien éclairée, jusqu'à ce que nous arrivions dans la campagne. Là, je me suis souvenu que les nuits dans le sud sont beaucoup plus noires que là haut dans le nord. A moins bien sûr que ça soit pleine lune et sans nuages. Mais là, la nuit était noire de noire. Les cyclistes de Clapiers ont pris la tête du peloton et leurs éclairages étaient très efficaces, surtout Eric avec ses 3 phares. Les 4-5 cyclistes avec les meilleures lampes sont ainsi restés devant pendant 4 oU 5 heures, jusqu'à ce que le jour se soit complètement levé. Les 100 premiers kilomètres, une voiture nous suivait avec un gyrophare et les warnings pour assurer notre sécurité et garantir qu'aucun véhicule ne vienne nous attraper par l'arrière.

Après avoir laissé le 1er contrôle (une boulangerie à Roujan où nous avons dérangé le boulanger en train de faire son pain à 5h du matin), et le second contrôle (un bar à Olonzac), la voiture de sécurité nous a laissé. A ce moment, tous les cyclistes étaient encore groupés, et la moyenne de l'ordre d'un bon 29 kmh.

Jusque là, le profil était à peine valloné et les routes sèches avec un léger vent de face. La partie facile était finie. Le vent commença à forcir, et les collines de plus en plus fréquentes. Et en même temps, elles étaient de plus en plus hautes, et aussi de plus en plus pentues. Mes collègues de route m'ont alors averti de me préparer à traverser la "montagne noire". De loin, ces montagnes n'avaient pas l'air effrayantes. Mais avec le vent qui augmentait régulièrement et la pluie qui a commencé à tomber, la température est tombée de façon significative, ce qui rendait les muscles froids et raides. Et bien sûr, je n'avais pas emporté mes jambières avec moi - n'oublions pas que nous sommes au mois de mai dans le sud de la France. Heureusement, j'avais mon imperméable.

Bien que je n'avais eu aucune difficulté pour rester aux avant postes dans la partie peu vallonée, je devais maintenant me résoudre à ce que ma place était dorénavant à l'arrière du groupe. Et c'est là que je suis resté pour tout le reste du brevet. A cette place, j'étais avec 2 cyclistes plus agés pour qui c'était encore plus dûr que pour moi. Ces 2 là étaient respectés par les autres qui étaient beaucoup plus fort qu'eux. Et en haut de chaque bosse, tout le monde attendait pour se regrouper. Ceci était absolument en ma faveur aussi.

Eric m'a expliqué qu'à l'AC Clapiers, les brevets ne sont pas une course, mais qu'au contraire le but est de garder tout le monde groupé du départ jusqu'à l'arrivée. Enfin, sauf si la différence de niveau est tellement grande que ce n'est plus possible. Heureusement pour moi, Eric avait décidé que je faisais partie de leur équipe, comme vous allez le voir plus loin.

Juste avant une descente de 10 kms pour arriver au 3eme contrôle dans la ville de Revel (200 kms), je m'étais tellement refroidi et mouillé que je me suis arrêté pour un pipi et m'habiller plus. Ce n'était pas une bonne idée, et j'ai brusquement découvert que j'avais pris 5 minutes de retard sur le groupe. D'un autre coté, ce n'était pas très grave, car j'ai pas mal d'expérience pour me débrouiller seul. Quand je suis arrivé au premier rond point, Eric m'attendait là, aussi gelé et mouillé que moi. Revel est une assez grande ville, et on a eu du mal à retrouver les autres. Heureusement, le téléphone nous a permis de les appeler et Jean Louis est venu nous chercher. Nous avons retrouvé tout le monde dans un bar près de la vieille église. Bien que nous soyons tous trempés dégoulinants, nous avons pu entrer dans le bar sans qu'on nous fasse aucune remarque. Apparemment, ça semblait normal que les propriétaires du bar doivent nettoyer le sol derrière nous. Je ne suis pas sûr qu'on aurait pu faire ça au Danemark. Ce n'est sûrement pas une coïncidence si le mot 'Tolérance' est d'origine Française.

Les 160 kms suivants jusqu'à notre halte pour la nuit à Villefranche de Rouergue (360 kms) ont été couvert dans encore de la pluie et du froid. La route suit maintenant le fleuve Tarn, qui n'est pas très large et partiellement caché dans une gorge. La pluie n'était pas trop embêtante à ce moment. Mais tout plaisir a une fin et les 50 derniers kms n'étaient que collines et descentes assez abruptes. Cela m'a rappelé les Ardennes. Le paysage était fantastique, bien que difficile à apprécier sous l'eau. Nous avons tamponnés nos brevets à Gaillac et Bruniquel dans des bar. Là aussi, bien que nous ressemblions plus à un tas de rats qui auraient traversés le Tarn à la nage, aucune remarque ne fut faite sur le fait que nous soyons trempés et laissions la place derrière nous en moins bon état de propreté que nous l'avions trouvée. Tout le monde était très optimiste et de bonne humeur.

Voila, c'est finiLa halte pour la nuit se trouvait dans une sorte de centre de vacances. Les chambres étaient pour 2 ou 4 personnes, avec tout ce qu'il nous fallait, c'est à dire dire toilettes, douche et lit. Ca a été un peu difficile de quitter la douche chaude après cette longue journée mouillée et froide. Le diner était complet avec 3 plats copieux et en bonne quantité. Le petit déjeuner le lendemain était typiquement Français avec café, pain, beurre et confiture. C'est comme ça que je l'aime.

Nous somme restés plus de 11 heures dans ce centre. Nous y somme arrivés à 20h la veille et nous somme repartis à 7h30 le lendemain matin. Cela a permis à tout le monde de passer une bonne nuit et de récupérer des forces. Ce qui était absolument nécessaire puisque ce 2eme jour promettait d'être quasiment aussi difficile que le premier. J'étais un peu inquiet sur la possibilité de rester dans les temps pour la validation du contrôle de Villefranche. Les autres m'ont alors demandé si j'avais oublié que la journée précédente avait été quand même assez difficile. Le sujet était clos. Les Français sont flexibles par nature et il m'est apparu à plusieurs occasions que ce qui est pour nous scandinaves une règle - dans le sens légal - n'est pour les Français rien d'autre qu'une recommandation. Et tant qu'on reste dans certaines limites, c'est OK. J'ai quand même vu de temps en temps que cette interprétation était souvent exagérée quand il s'agit de la vitesse à laquelle ils roulent sur l'autoroute.

A propos de la route, je dois dire aussi que sur l'ensemble des 620 kms, il ne s'est trouvé qu'une seule voiture pour klaxonner comme un malade en doublant. Et ce, malgré le fait qu'on roulait souvent à 2 ou 3 de front. Bien sûr, tout le monde se remettait en ligne quand une voiture voulait passer, mais ça ne se faisait pas toujours très rapidement. Et pourtant, il n'y a eu qu'un seul motorisé pour nous montrer qu'il n'était pas content. Je suis sûr qu'il devait venir de Paris ou d'une autre grande ville.

Le second jour de ce brevet débuta avec une bonne montée : 5 kms à 6-7%, pour arriver sur un plateau, qui lui même comportait pas mal de collines. Après une matinée fraiche et brumeuse, le soleil a finalement percé et une belle et chaude journée s'est annoncée. Les paysages du coté d'Albi (là où Riis a gagné pendant le tour 1995) et Saint Affrique étaient magnifiques. Tous les champs et les arbres étaient très verts et plein de vie, ce qui me fait dire que cette région doit recevoir pas mal d'eau pendant toute l'année.

Pas loin de Cornus, nous avons eu une autre bonne côte: encore une fois 5 kms à 6-7%, et une fois de plus, nous avons débouché sur un plateau encore plus haut. Là, on avait un bon vent dans le dos, qui, combiné avec un profil descendant a sérieusement augmenté la vitesse. On est vraiment allé vite et on a atteint le dernier contrôle à la Vacquerie (550 kms) rapidement. Puis 10 kms de descente pour arriver dans la plaine entre Gignac et Montpellier. Mais ce n'était pas encore fini, et même dans la plaine, il s'est trouvé quelques petites collines à passer. Tout le groupe est arrivé ensemble, avec une marge de plus d'une demie heure sur le temps limite.

Une bière chez DominiqueOn a alors pu tous aller boire une bonne bière dans le bar de Trinque Fougasse.

Pour moi, ça a été une super expérience. La seule chose qui aurait pu la rendre meilleure, c'est si j'avais pu parler Français avec mes amis de l'AC Clapiers

Copenhague, 06.06.2007

Hans Jørgen Binder



og nu, det same på dansk:

Brug også dine internationale Audax forbindelser.

Som medlem af en national Audax Randonneurs klub har du via dette medlemskab adgang til et internationalt interesse-fællesskab, hvor du næsten altid vil blive modtaget med stor imøde-kommenhed, hvis du har brug for hjælp til udøvelsen af din sport i udlandet. Der ligger muligheder lige for næsen af én, men det er desværre alt for sjældent, at folk opsøger disse muligheder på egen hånd.

Selv har jeg indenfor de sidste to uger været så heldig, at blive en stor oplevelse rigere på grund af mit kendskab til Audax Randonneurs internationale broderskab. Historien er som følger:

Igennem de seneste cykel-sæsonner har jeg brugt Audax´s brevet-system til at få trænet mindst 4000 kilometer per år. Dette har indebåret, at jeg mindst har kørt to ”fulde serier” plus en 1000KM i Audax-regi. For mig er der tale om en behagelig træningsform i behagelige menneskers selskab; det er let at få mange kilometer i benene uden nødvendigvis at skulle gøre det via skemalagt klubtræning eller som hård alenetræning.

I sæsonen 2007 har jeg som arrangør af PBP-kvalifikationsløbene i Hovedstaden haft store problemer med både at passe mit arbejde, mine forpligtelser som arrangør af PBP-kvalifikations-løbene, min egen træning + PBP-kvalifikation og endelig mit eget familieliv.

Da vi nåede midten af Maj måned, havde min hustru og jeg fået afviklet Hovedstadens fire kvalifikationsløb til PBP i god ro og orden - og uden at vort normale arbejde havde været påvirket nævneværdigt. Men min egen træningsindsats var ikke noget at råbe hurra for, formen var ikke i orden og jeg manglede stadig 2 x 600KM plus en 1000KM for at leve op til mine egne forventninger til en acceptabel cykel-sæson. Ligeledes havde jeg et hængeparti med hjemmefronten med hensyn til en kort ferie i Sydfrankrig i den næstsidste uge af Maj.

Den første af de to manglende 600KM blev afviklet fra ARD-Sydsjælland i fridagene omkring Kristi Himmelfart og 1000KM har først termin i midten af Juli. Men den anden 600KM og ferien i Sydfrankrig så ud til at være i modstrid med hinanden - indtil jeg fik dén ide, at det burde undersøges, om der i det sydfranske var en 600KM i samme tidsrum, som fruen og jeg var dernede.

Den franske løbskalender for Audax Randonneurs viste, at der den 26. maj klokken 03:00 ville blive afviklet en 600KM fra en forstad til Montpellier og at kontaktmanden var Gerard Razier i cykelklubben A.C. Clapiers. Mindre end 24 timer efter at jeg havde sendt en email til Gerard Razier, havde jeg et svar. Svaret ikke fra Gerard, men fra Gerard´s klubkammerat Eric Lapuyade - men til gengæld var de første indledende sætninger på dansk! Det viste sig nemlig, at Eric´s moder stammer fra Randers, men var blevet gift i Frankrig for mere end 40 år siden og derfor havde bosat sig dernede.

Kontakten til Eric blev etableret blot én uge inden min hustru og jeg skulle køre til Provence. Men på den uge fik jeg en række værdifulde informationer af ham. Bl.a. en tilmeldingsformular, en rutebeskrivelse og et tilbud om at komme med i en ordning med fast overnatning + aftensmad+ morgenmad. Fantastisk tilbud! Yderligere fik Eric gjort mig det forståeligt, at rutens samlede antal højdemeter var mere end 6000. Det var med fuldt overlæg, at Gerard og en medarrangør havde valgt en rute, som på den halve distance til fulde kunne måle sig med PBP hvad antal højdemeter angik.

Fem dage før selve løbet mødtes min hustru og jeg med Eric ved startstedet og fik en hyggesnak på engelsk, mens vi drak lidt øl sammen. Eric er en meget åbenhjertig og ukompliceret franskmand, som fortalte om sine franske og danske rødder, skolegang og sin egen familie. Min hustru og jeg forsøgte efter bedste evne at give vores baggrund. Efter knap to timers samtale brød vi op – og Eric guidede os ud af byen til rette motorvejsforbindelse tilbage til Provence.

SELVE LØBET
Løbet startede som sagt lørdag morgen klokken 03:00 fra en forstad til Montpellier. Der var cirka 20 ryttere til start, heriblandt en englænder og en dansker. Eric havde uopfordret lavet en 12-siders udskrift af et Michelin-vejkort til mig, således at jeg havde dette i baghånden, hvis uheldet var ude. Det kan man da kalde service.

Herefter gik det over stok og sten ud igennem diverse villakvarterer og andre forstæder til Montpellier. Der var intet problem med belysningen – før vi nåede udenfor byen. Da først byen lå bag os, genopdagede jeg den gamle viden om, at nætterne sydpå er langt, langt mørkere end oppe i Skandinavien. Med mindre der er skyfrit og måneskin. Og det var der ikke denne nat. Men et par af rytterne var stærkt udrustede med lys. Således havde eksempelvis Eric ikke mindre end 3 separate diode-lygter, hvoraf især den ene havde samme effekt som en nav-lygte - og med 8-9 timers holdbarhed per sæt batterier. Rytterne med de bedste lygter lagde sig frem og holdt føringen indtil solen stod rigtigt op fem timer senere. Da havde vi passeret første kontrol (en bager i Roujan, 57 km) og også anden kontrol, som var en bar i Olonzac (120 km). De første 120 kilometer havde vi en følgebil med advarselslanternen lysende liggende som agterlanterne, idet arrangøren ønskede størst mulig sikkerhed for rytterne den første nat. Frem til anden kontrol var hele feltet samlet – og alligevel var gennemsnitshastigheden cirka 29 km/t.

Indtil da havde vi kørt i et svagt kuperet terræn – og i tørvejr og med kun svag vind. Herefter kom vi ud i mere åbent land, hvor vinden tog mere og mere til, samtidig med at bakkerne blev hyppigere og hyppigere og højere og højere. For ligesom at berolige mig blev det oplyst, at jeg snart skulle stramme kæden, for vi skulle op i ”The Black Mountains”. På afstand så bjergene ikke så slemme ud (op til cirka 8-900 meter ved passagerne). Men idet vinden tog til og det samtidig begyndte at regne, faldt temperaturen ganske betragteligt, hvilket fik musklerne til at blive stive og kolde. Og naturligvis havde jeg ikke taget benvarmere med - man var vel i Sydfrankrig eller hvad?

Hvor jeg på flad vej let havde kunnet følge med, måtte jeg nu lide den tort konstant at ligge blandt de 3-4 baggeste. Og sådan forblev det resten af turen, som blev mere og mere kuperet. Men jeg var så privilegeret, at to af de øvrige rejsekammerater var 8-10 år ældre end jeg, og derfor endnu hårdere ramt af tidens tand. Disse to ældre herrer nød den fornødne respekt fra de yngre og langt stærkere rytteres side, hvorfor der blev ventet på dem på toppen af hver opkørsel. Dette kom selvsagt også mig til gode.

Ifølge Eric kører AC Clapiers deres Brevets efter de autentiske regler, hvor man i videst muligt omfang tilstræber at holde hele gruppen samlet og komme samlet i mål. Dog måtte jeg konstatere, at de oprindelige 20 ryttere blev til 14 mand et-eller-andet-sted i starten af de små sorte bjerge. Og der var ikke tale om, at der var folk der kørte fra AC Clapiers.

Før en 10 kilometers nedkørsel til tredje kontrol i byen Revel ved 200 kilometer var jeg blev så kold og gennemvåd af den nu silende regn, at jeg måtte af cyklen for at tisse. Dette var ret så uheldigt, idet jeg pludselig var pænt bagud, da jeg nåede Revel. Men hér holdt Eric trofast ved første rundkørsel før byen og ventede. Revel er imidlertid en ret stor by, så det tog os hele 20 minutter, før vi havde fundet de øvrige AC Clapiers-ryttere. Det havde ikke været uforståeligt, hvis Eric havde været lidt stram i masken på grund af min forsvinden – men trods dét, at han selv var ligeså våd og forfrossen som jeg, så formåede han at holde god mine. Vi fandt de andre ryttere ved kirken inde i Revel´s gamle bydel, hvor de havde fået mad og drikke på et par barer. Trods dét at folk drev af vand, så var der ingen afvisning fra bar-indehaverne. Det er nok ikke nogen tilfældighed, at det internationalt kendte ord tolerance er af fransk oprindelse.

De næste 160 kilometer frem til vores nat-logi i Villefranche de Rouerge (360 km) foregik for en stor del i regn og med lave temperaturer. Til gengæld kørte vi langs med floden Tarn, der på lange strækninger er smal og ligger ned i en lang smal kløft; derfor var der minimal vind og regnen føltes ikke slem. Men alle behageligheder har jo sin ende – og de sidste 50 kilometer frem til nat-logiet var fulde af stejle bakker og ditto nedkørsler. Mindede mig en del om Ardennerne hvad angår længde og stejlhed. Fantastisk smukt landskab – men svært at nyde ordentligt i regnen. Vi stemplede på barer i byerne Gaillac og Bruniquel – og begge steder var vi velkomne, desuagtet at vi lignede en flok mus, der havde svømmet det meste af vejen i Tarn. Vi var meget våde. Men folk var superoptimister og i godt humør.

Vores natlogi var en slags feriecenter, hvor der var 2 eller 4-mandsværelser. Der manglede bestemt ikke noget – og der var svært at løsrive sig fra den varme bruser efter dagens kulde. Aftensmaden var et en tre-retters-cykelryttermenu med efterfølgende kaffe/kage. Hvis man var sulten efterfølgende – ja så var de ens egen skyld. Morgenmaden var typisk fransk: Masser af kaffe og landbrød. Fint-fint.

Vores ophold i feriecenteret varede over 11 timer. Fra klokken 20:00 til klokken 07:30. Altså fik alle mand samlet nye kræfter, således at vi kunne fortsætte med at tilbagelægge de mange højdemeter.
Jeg var lidt bekymret med hensyn til overholdelsen af lukketiden i den første af andendagens kontroller – men mine rejsefæller rystede blot på hovedet og sagde, at jeg vist havde glemt, at det havde regnet dagen i forvejen. Franskmænd er af natur meget flexible og jeg har erfaret, at mange franske regler, som vi nordboer opfatter som egentlige regler, for en franskmand blot er vejledende anbefalinger. Hvis blot man ikke overdriver sin egen fortolkning af anbefalingen, så er alle for det meste tilfredse.

I den forbindelse kan jeg nævne, at jeg på en cykeltur over 620 kilometer kun oplevede én eneste bilist, som satte sig hysterisk på hornet - og det til trods for, at AC Clapiers + vedhæng oftest kørte 2-4 mand ved siden af hinanden. Naturligvis trak rytterne ind på linie, når en bil ville overhale – men det skete ikke i ekspressfart. Ting tager jo tid - og alligevel mødte vi kun én hysterisk bilist, som gav os hornet. Jeg er sikker på, at han var fra Paris eller en anden fransk storby.

Andendagen startede med en opkørsel over 5 kilometer og med et gennemsnit på 6-7%, hvor vi kom op på et højlands-plateau, som igen har en hulens masse bakker og småbjerge. Efter en lidt halvkølig morgen tittede solen frem og vi fik en skøn varm dag, hvor naturen omkring byerne Albi (Riis-sejr i 1995) og Saint Affrique viste sig fra sin allersmukkeste side. Alle træer og buske var fantastisk grønne og frodige, hvilket indikerer, at denne del af Frankrig nødvendigvis må få en del regn.

Omkring byen Cornus havde vi atter en 5 kilometers opkørsel med 6-7% stigning, hvorefter vi var oppe på et endnu højereliggende plateau. Heroppe fik vi en velkommen rygvind, som i forbindelse med flad eller svagt faldende vej fik hastigheden til at ryge voldsomt i vejret. Der blev kørt meget stærkt og inden vi så os om var vi fremme ved sidste kontrol i Vacquerie (550 km). De sidste 60 kilometer var mere eller mindre stejl nedkørsel over 15 kilometer fra 700 meters ned til lavlandet mellem Gignac og Montpellier. Alligevel var der masser af mindre stigninger – og meget varmt.
AC Clapiers + undertegnede kom samlet til mål - og med én halv times margin.

Vi sluttede af med en iskold fadøl på ” Les Caves de Trinque Fougasse”.

For mig var der tale om en superoplevelse, som kun kunne have været endnu bedre, hvis jeg havde mestret det franske sprog.


  Audax | BRM600 | BRM | 2007